engstroem.dk

Familien Engstrøms blog

Archive for marts 17th, 2008

Digitalt borgerkort i Estland

Skrevet af Flemming Engstrøm på 17 marts 2008

estidkort.gif

Vi havde besøg af en delegation fra Tartu i dag. Kommunaldirektøren, IT-chefen og et par mere kom på besøg i Frederiksberg Kommune for blandt andet at høre om vores digitale løsninger og vores projektmodel. Jeg var blevet bedt om at stå for denne del af mødet og havde forberedt 20 slides med alle vores goodies.

Det eneste jeg vidste om digitaliseringsindsatsen i Estland på forhånd var, at de har elektroniske valg til deres parlament, og at ca. 20% af vælgerne bruger løsningen.

Allerede kort tid inde i min gennemgang gik det op for mig, at hver gang jeg sagde “se hvad vi  har”, så sagde de “sådan en har vi også, men vores kan lidt mere….”. De fleste af vores selvbetjeningsløsninger havde de. Det eneste jeg for alvor kunne brillere med var vores pasfornyelsesløsning, den syntes de til gengæld også var rigtig smart.

Jeg blev nysgerrig på hvorfor de var så langt fremme med deres løsninger. Min kollega Sonja havde lugtet lunten, og hun kendte også allerede en del af hemmeligheden. “Kunne I ikke vise Flemming jeres borgerkort” spurgte hun pænt kommunaldirektøren som derefter beredvilligt hev sit smartcard frem til beskuelse. Og Sonja havde selvfølgelig helt ret, her var nøglen til deres succes med digitale løsninger. Alle borgere har simpelthen en digital signatur i baglommen i form af et ID-kort med indbygget chip.

Hvis alle borgere har et elektronisk Id-kort som de kan bruge til deres kommunikation med det offentlige så skaber det selvfølgelig også en efterspørgsel efter digitale løsninger som kortet kan bruges til.

Alle bogere i Estland har mulighed for at få et borgerkort, og en lang række offentlige ydelser kræver at de har kortet.

Det bruges som generelt ID-kort i forhold til alle borgernes relationer med det offentlige. Det bruges som digital signatur når borgerne kommunikerer elektronisk med det offentlige eller når de skal logge ind i de offentlige løsninger. Deres borgerløsning til skat er ligeså langt fremme som vores, det foregår simpelthen udelukkende elektronisk.

Kortet bruges som ID-kort indenfor hele Schengen-området. Dvs. at de f.eks ikke behøver at have pas med til Danmark sålænge de medbringer deres borgerkort.

De estiske banker bruger også kortet til deres netbank-services. Ikke noget med at de har deres eget logon-system, det giver simpelthen ikke mening i et land hvor alle har et digitalt borgerkort.

Tænk hvilken fantastisk boost det kunne give til den digitale udvikling i Danmark hvis vores politikere havde været lidt mere fremme i skoene på dette område. Men rart at vide at esterne kan vise os hvordan man gør.

Links 

Lagt i Digitalisering, Flemming | Mærket: , , , , | Ingen kommentarer »