Skrevet af Flemming Engstrøm på 13 marts 2008

Efter at have brugt et par timer med at klargøre den nye PC var jeg klar til dagens store test - at være online i toget.
Jeg havde et GPRS-kort til den gamle PC, men det fungerede rigtigt dårligt. Der var meget ofte problemer med at få PC’en til at acceptere kortet, og jeg skulle være heldig hvis den kunne holde data-linjen åben i mere end 5 minutter.
Jeg har 35 minutters togtur fra Nørreport til Hillerød. Jeg arbejder næsten altid i toget enten med læsestof eller med min bærbare. Mange af de dokumenter og øvrige data jeg har brug for ligger i vores centrale sagsstyringssystem, og selvom det er muligt at “checke dokumenter ud” og tage dem med sig, så kræver det, at man husker det, og iøvrigt har et fantastisk overblik over hvilke data man får brug for senere på dagen. Det har jeg ikke, og jeg er derfor afhængig af online-adgang til en række opgaver.
Så snart jeg havde placeret mig i sædet på Nørreport blev den ny laptop tændt og der gik kun ca. 1 minut så var jeg online og kunne begynde testen. Det gik fint, jeg var online på hele turen og tabte ikke forbindelsen en eneste gang. Jeg ordnede mail og arbejdede med flere dokumenter online uden nogen problemer.
Jeg fik dog aldrig 3G-forbindelse, men havde konstant edge-forbindelse med fine hastigheder. Selvom Telia har 3G så er det vist ikke særlig udbredt endnu, men deres gprs og edge-netværk fungerer fint.
Lagt i Flemming, IT, Pendling | Mærket: 3g, edge, gprs, pendler, s-tog | 1 Kommentar »
Skrevet af Flemming Engstrøm på 13 marts 2008
Jeg fik ny computer i dag, det tog 3 måneder fra bestiling til vores IT-afdeling leverede. Godt den gamle ikke var gået i stykker….
Denne gang var dyret opgraderet med WEBcam, smartcard-reader og indbygget 3G-GSM. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal bruge et webcam til, men da selv min datter har en pc med indbygget webcam skulle jeg selvfølgelig også have det. Jeg ejer ikke et smartcard, så det får jeg vist ikke testet foreløbig. Men det indbyggede 3G-kort skal jeg nok få brug for. Så skulle jeg gerne kunne være online i de 2 gange 35 minutter jeg hver dag sidder i et S-tog.
Problemet opstod da jeg skulle finde et slot hvor jeg kunne indsætte SIM-kortet. Det burde være nemt nok at finde, men ak der var ingen slots der passede til et SIM-kort.
Panikken bredte sig, var der overhovedet indbygget 3G? BIOS-opsætningen bekræftede dog at der var et 3G-modul indbygget, men hvor pokker skulle SIM-kortet placeres?
To af afdelingens tekniske spidskompetencer blev tilkaldt af en flov chef som måtte indrømme at han ikke selv kunne finde ud af at sætte SIM-kortet i
Heldigvis var de ligeså meget i vildrede og mystikken bredte sig. Vi gik endda så langt at vi hentede manualen på Fujitsus hjemmeside og skimmede den igennem. Ikke et ord om SIM-kort….
Tilsidst kom Eskild stolt gående med en bærbar hvor batteriet var taget af. Længst inde bag batteriet var det lille slot til SIM-kortet, succes!
3 tekniske genier med tilsammen 60 års IT-erfaring løste denne store opgave på under 2 timer 
Lagt i Flemming, IT, Sjov | Mærket: 3g, bærbar, fujitsu-siemens | Ingen kommentarer »
Skrevet af Flemming Engstrøm på 13 marts 2008

I forbindelse med vores værdiprojekt på jobbet er der nedsat tre grupper som står for hvert tema og dermed også skiftes hver uge til at fremme deres tema.
Efter endt projekt skal der udpeges en gruppe som har gjort det ekstra og som belønnes med en frokost i byen.
Det er mig og min chefkollega som suverænt bestemmer hvilken gruppe som skal vinde, og for at gøre det ekstra udfordrende er det meldt ud at bestikkelse af chefen er helt legitimt og sandsynligvis vil fremme gruppens muligheder for at vinde.
Det fører til mange sjove oplevelser i løbet af dagen lige fra humor-gruppens sølle forsøg på at bestikke mig med en Marabou til positivitetsgruppens fantastiske oppyntning af mit skrivebord med påskepynt.
Men dagens højdepunkt var nu de to lagkager som Betina og Jane havde lavet.

Lagt i Flemming, Sjov | Ingen kommentarer »